Her sidder jeg så i min seng på mit værelse.
alene fordi mine 2 roomies først kommer i morgen (hvilket jeg ikke vidste).
er trist.
havde glædet mig til at komme tilbage til efterskolen, men nu
er glæden erstattet af tristhed og rastløshed.
den næste uger byder vidst på OSO, men orker jeg det?
svaret er enkelt og kort; nej.
hvordan kan glæde hobe sig op i hele kroppen
som små forvirrede sommerfugle
for derefter at fordufte lige så hurtigt som damp?
jeg forstår det simpelthen ikke.
nogengange når jeg er sammen med mine veninder
bliver jeg helt trist fordi jeg kan se forandringerne hos dem.
forandringer som jeg før i tiden ikke ville havde
lagt mærke til, fordi jeg var sammen med dem hele tiden.
Men nu kan jeg se forandringerne og de er ikke dårlige - tværtimod.
jeg bliver trist når jeg kan mærke at jeg bliver usikker
på hvad jeg kan spøger dem om og ikke.
før i tiden ville jeg nok bare spørger dem,
men nu holder en usikkerhed mig tilbage.
vi bare længere væk fra hinanden.
og jeg savner mine veninder.